- Hvordan redigerer du dine historier, får du hjælp til det, eller har du selv lært håndværket (på den hårde måde)?
Jeg har ikke læst litteratur, studeret til journalist eller gået på forfatterskole. Min baggrund for at skrive har jeg opbygget igennem en fyrreårig karriere i forsvaret, hvor jeg har skrevet masser af analyser og militærfaglige papirer/bøger. I anden halvdel af karrieren underviste jeg selv på forsvarets videregående officersuddannelser ud fra egne erfaringer om vidensdeling i forsvaret, herunder kunsten at skrive.
Efter pensionering har jeg tid til at skrive spændingsromaner, og jeg udarbejder altid første udkast til en bog alene. Jeg har leget med tanken om at slå mig sammen med en anden forfatter, helst en kvinde der kan dække områder, jeg som mand ikke har forudsætningerne for at beskrive. Det er nu ikke lykkedes at etablere sådan et forfattersamarbejde.
- Hvornår begyndte du at skrive, og var du åben omkring det, eller holdt du det for dig selv, indtil du f. eks. var udgivet?
Min første korte roman skrev jeg med blyant da jeg var 13 år. Siden har jeg skrevet noveller og digte til skrivebordsskuffen.
Den første udgivne bog er eventyr/fantasy som jeg skrev sammen med mine to døtre da de var ti-tolv år gamle i midten af 1990’erne. Jeg skrev et kapitel, læste højt, og vi talte om hvordan historien skulle udvikle sig.
Efter at jeg begyndte at skrive krimier i 2010, har jeg haft stor glæde af at have åndsbeslægtede kritikere og betalæsere til at kommentere og redigere mine manuskripter inden de sendes til et bogforlag. Sådanne hjælpsomme personer har jeg fundet via forfattersider på nettet.
- Hvordan reagerede dine omgivelser på, at du gerne ville skrive, var de støttende, fordømmende, ligeglade, fandt de det underligt eller var det i orden, at du gerne ville forfølge dine drømme?
Som udgangspunkt har mine døtre aldrig stillet spørgsmål ved at jeg skrev. Andre i familien har udgivet bøger, og min forfattervirksomhed er ligesom først blevet registreret og lykønsket i forbindelse med udgivelse, og nogle af mine nærmeste har endda læst bøgerne! J
- Hvordan er din arbejdsrutine, er du systematisk, holder en lige linje, arbejder i et vist antal timer for så at holde pause, eller arbejder du, når inspirationen rammer dig?
Jeg har prøvet lidt af hvert. Min erfaring har været at jeg kun får skrevet igennem, når jeg sætter mig til computeren fire-fem dage om ugen, også selvom jeg ikke ved hvad jeg skal skrive. Det har ikke været nødvendigt at sætte tid på. Succeskriteriet er at skrive mellem nogle få linjer og et helt kapitel på en dag. Mekanismen fungerer på den måde, at når jeg har skrevet lidt, arbejder hjernen videre med plottet, typisk om natten. Næste dag lykkes det ofte at skrive noget nyt som jeg ikke lige havde tænkt på dagen før.
- Skriver du fra start til slut, eller springer du fra den ene scene til den anden, for derefter at binde det hele sammen?
Jeg kender godt idéen med fx at bruge ’mind maps’ til at kæde løse ender og idéer sammen. Men for mig har de kun virket i meget begrænset omfang. Plottet i mine bøger strækker sig typisk over en kort, fortættet tidsperiode, og for mig virker det bedre at skrive løs fra en ende af uden at se for meget tilbage. Når hele plottet er nedfældet, får jeg bogen trykt hos Books on Demand i to-tre eksemplarer, min betalæser får det ene eksemplar, og jeg går selv i gang med blyanten for at finde fejl i sprog og plot. Efter en redigeringsrunde får jeg trykt et nyt udkast som bog, og her beder jeg typisk andre om at rette med, hvis jeg kan finde nogen der vil.
Efter nogle runder bliver det sværere at finde fejl, og så er tiden inde til at kontakte et forlag. Lykkes det, starter en ny redigeringsrunde, nu sammen med forlagets redaktør, inden bogen er klar.
- Hvordan var det, da din første bog kom på gaden, og hvordan var det med bog nr. 2?
Det er en meget langsom affære at få sit manuskript godkendt hos et forlag. Jeg nåede næsten at skrive min spændingsroman nummer to færdig, før den første blev udgivet.
Men følelsen af at stå med sin egen bog i hånden, og se den på hylden hos boghandleren, er ubeskriveligt dejlig. Man kan blive helt afhængig.
- Hvordan prioriterer du hverdagen og skrivningen, hvordan får du det til at hænge sammen?
Jeg gik på pension i 2009 og skriver som hobby. Det er nemt at prioritere.
Men der har været skriveblokader, og efter udgivelse af min anden spændingsroman varede blokaden i seks måneder. For mig opstod den fordi bibliotekernes lektørudtalelse af min spændingsroman nummer to – efter min mening – viste at lige præcis denne travle lektør intet havde forstået, og især ikke ønskede at forstå de virkemidler som jeg brugte.
Jeg fandt ud af at man som forfatter bliver meget nærtagende over for kritik som bunder i anmelderens overfladiske, mangelfulde eller især manglende læsning af ens bog.
Så får man lyst til at droppe videre skrivning. Men det går heldigvis over, når man ikke kan lade være med at skrive alligevel.
- Har du fået gode råd af andre undervejs, søgt hjælp og støtte på f.eks. nettet?
Jeg har haft stor glæde af at udveksle tekster og erfaringer med andre som gerne vil skrive. Der er flere gode forfatternetværk på internettet, og senest har jeg fået muligheden for at søge kurser mv. via Dansk Forfatterforening.
- Har du et specielt arbejdsrum/sted eller skriver du i stuen, på en cafe eller biblioteket?
Jeg har en stationær computer i min private bolig. Den forbliver stationær, for hvis jeg køber en bærbar computer, vil min hustru ikke rejse på ferie med mig mere.
- Hvad synes du om bøger, der handler om at skrive, har du nogensinde selv læst en?
Ja, jeg har både læst og skrevet om at skrive.
Der er mange gode vejledninger på markedet med forskellig tilgang til emnet, så mange at jeg ikke vil pege på en enkelt. Der er mange facetter: plotudvikling, sproghåndtering, skrivestil, struktur, arbejdsdisciplin (gode og dårlige vaner), form og indhold, miljøbeskrivelse, genrer …
Det er altid en god idé at lade sig inspirere af andre, men du skal også huske at lægge disse bøger til side og kaste dig ud i dit eget projekt. Næste gang du kigger efter bøger der handler om at skrive, vil det være andre ting du lægger mærke til og har behov for, fordi du har udviklet dig og har fået egne erfaringer.
- Hvilket forhold har du til dine personer, vandrer de rundt i stuen sammen med dig, eller foregår det mere på et tankemæssigt plan? Hvordan kommer du på dem?
Nogle forfattere påstår at deres karakterer overtager kontrollen og udvikler sig selvstændigt under skriveforløbet. Så langt vil jeg ikke gå. Men jeg vil gerne give romanpersonerne realisme og liv, og derfor opbygger jeg først et ’fakta-blad’ med fotos og kortfattet karakterbeskrivelse af mine figurer. Fotos skal helst være af personer som jeg ikke kender eller kun kender overfladisk fx fra et kursus eller en fælles arbejdsplads hvor vi blot har set hinanden i kantinen. Karakteregenskaberne skal helst være hentet hos en anden person, så det ikke ender med at en eller anden i omgangskredsen kan genkende sig selv i romanen. Det ville være pinligt og måske sårende.
Jeg forsøger efter bedste evne i mine bøger at nøjes med at skabe personer som spiller en rolle for plottet. Det kan godt være svært at udvikle en person som man fascineres af, for dernæst at skulle slette hende på grund af et krav fra forlaget: ’Kill your darlings’.
- Hvor finder du din inspiration og research, informationssøger du på Google, eller læser du fagbøger, opsøger du relevante mennesker, som måske arbejder med det, som du gerne vil vide noget om?
Jeg har arbejdet som tjenestemand i forsvaret, herunder Forsvarsministeriet, og har således haft en tæt kontakt med offentlig administration. Det ville være uklogt for mig at skrive en krimiserie hvor detektiven er en pensioneret oberst fra flyvevåbnet. Det ligner for meget. Derfor parallelforskyder jeg mit krimiunivers til en tænkt kriminalpolitienhed på Station City i København. Det kunne være en minienhed udstationeret fra drabsafdelingen på Politigården, men jeg har ikke hidtil specificeret nærmere hvordan dette hænger sammen.
Naturligvis ville jeg gerne have en politimand eller -kvinde til at validere miljøbeskrivelse, procedurer og organisation i mine bøger, men jeg har ikke tillagt det tilstrækkelig vægt (endnu?) Mit fokus er ikke at redegøre præcist for arbejdsvilkår i politiet, men at beskæftige mig med almindelige psykologiske faktorer omkring et farligt arbejde i det offentlige, relationerne til det politiske system, pressen, ledelsesstrukturer, stress …
Jeg bruger Google til mange ting. Det giver fx adgang til fagtidsskrifter hos politiet, men der hvor jeg bruger Google mest systematisk, er via Google Earth som kan vise gader og steder rundt om i verden ned til mindste detalje, Paris for eksempel.
Hvis jeg fx skal lade en politimand besøge den hollandske efterretningstjeneste i Haag, finder jeg navn, organisationsskema osv. på efterretningstjenestens egen hollandske hjemmeside som jeg finder via almindelig Google-søgning (Google sprog kan oversætte de hollandske tekster for mig), og herefter kan jeg beskrive stedet efter præcise fotos i Google Earth.
- Hvordan er det at arbejde sammen med forlagene, både da du var novice inden for skrivefaget og nu? Er der noget, som det er godt at overveje, når man er ny, og når man er etableret som forfatter?
Det var en ørkenvandring at sende uopfordrede manuskripter ind til forlagene. Jeg fik som regel en nærmest maskinel kvittering for modtagelse med lovning om svar inden fx to måneder, men herefter intet. Gyldendal svarede for eksempel aldrig, og overholdt på ingen måde sit eget løfte mht. besvarelsestermin. Telefonisk fik jeg at vide, at redaktøren var på ferie, redaktøren var syg, redaktøren var ikke til stede. Efter fire måneder uden mindste respons opgav jeg.
Andre forlag reagerede trods alt på rykkere, men kun ved at læse de første fyrre sider (åbenbart et magisk sideantal) for hernæst at fortælle mig at romanen var kedelig fordi den handlede om arkiveringsprocedurer i Justitsministeriet. De havde ikke opdaget at det var hovedpersonen der var kedelig fordi han gik op i arkiveringsprocedurer i Justitsministeriet. Det lærte mig at skrive udtrykkeligt på bagsiden, at hovedpersonen er kedelig. Det hjalp, og jeg havde således konstateret at travle redaktører ikke kan finde ud af at respektere deres eget krav til forfatteren: ’Show, don’t tell’.
Efter omsider at være blevet taget alvorligt af et forlag (efter at jeg havde brokket mig på en forfatterside over manglende besvarelse fra netop det forlag), ændrede alt sig. Herefter har jeg oplevet et meget aktivt og frugtbart ping-pong samarbejde med redaktørerne. Det har været en stor fornøjelse og har bidraget meget positivt til det endelige resultat.
Jeg kan ikke give det som råd, for hvordan gør man? Men jeg kan sige at det er meget gunstigt for ens projekt at få et kendskab eller endog en personlig relation til redaktøren eller forlagschefen.
En anden mulighed er på forhånd at være landskendt for et eller andet. Så kommer forlagene af sig selv, har jeg hørt.
- Hvordan tager du noter? Har du altid en notesbog i tasken, en diktafon, bruger du mobiltelefonen. sniger du dig lige væk, hvis der dukker noget op, som du bare skal have griflet ned, eller kan du holde det hele i hovedet?
Jeg har en såkaldt kinabog, en lille notesbog, som skal ligge ved siden af sengen. Den kan også tages med i lommen.
Men ellers er det en god idé at skrive hver dag, så kommer tankerne fra blund på sofaen i brug inden de bliver glemt.
- Hvilke bøger/genre læser du selv. Er du mest til din egen genre, og fortrækker derfor også den som frivillig afslapningslæsning, eller er der også andre genre, som du er fan af.
Jeg læser alt muligt.
Krimier irriterer mig ofte fordi jeg synes at de mangler noget i retning af psykologisk udfordring. Der er for mig ikke noget så kedeligt og uinteressant som en psykopatisk morder der kun er ude på at lægge puslespil for den superdygtige og altid ligevægtige helt af en kriminalinspektør.
Jeg vil have liv ind i både skurk og helt, jeg vil kunne forstå dem begge to, og især vil jeg gerne se deres styrker og svagheder. For mig er det vigtigt at personerne i bøgerne reagerer på pres fx ved at miste overblik, etisk uangribelighed, snæver logisk adfærd osv.
- Har du en yndlingsbog, og hvorfor har du lige netop valgt den? Er det historien, skrivemåden, persongalleriet eller noget helt tredje?
Min bedste bog er stadig ’Midt i en jazztid’ af Knud Sønderby, eller eventuelt ’De kolde flammer’ af samme forfatter. Men jeg er jo også gammel.
Jeg elsker skrivestilen, den hverdagsagtige beskrivelse mellem linjerne af vemod og svaghed som personerne besidder, men samtidig med længsel efter ømhed og kærlighed som opstår i drømme og dør i mødet med virkeligheden. Genialt.