Ragnhild Bach Ølgaard


Ragnhild Bach Ølgaard er pensioneret lærer, arbejder fuld tid som forfatter og maler.

Hjemmeside: www.eventyrligvis.dk Blog: Eventyrligvis, eventyrlige malerier.

1995 - 2007

En række børnebøger på Forlaget Modtryk.

2004 - 2011

3 bøger på Nyt dansk Litteraturselskab, Læselyst.

Egne udgivelser:

Skolematerialer på CD 2000 - 2010

Bøger på papir:

Sådan styrer du en klasse 2010

Forælder læs med dit barn 2011

6 e- bøger udgivet i 2012

Har eget forlag: Eventyrligvis.

 

Jeg havde en redaktør, da jeg arbejdede med et fremmed forlag, men nu gør jeg alting selv.

Jeg har lært mig at sætte en bog op i InDesign og kan derfor styre hele processen, når jeg udgiver en e-bog, og det tiltaler mig virkelig meget. Jeg købte programmer og en “Bible” over InDesign og Fotoshop” på 1000 sider, så arbejdede jeg med sagen som selvstudie i et år, og derefter kunne jeg bruge både Fotoshop og InDesign til husbehov.

Jeg prøvede at skrive fra jeg var 35, men det lykkedes ikke at få en børnebog ud. Den var alt for uprofessionel. Senere skrev jeg en bog om mit arbejde med billedtæpper, fik den kopieret og solgte den på mine tæppeudstillinger.

Endelig kom min første børnebog i 1995.

Mine omgivelser var ikke interesserede i mine skriverier før den første bog udkom.

Jeg arbejdede med mine bøger om aftenen, mens jeg var lærer, nu skriver jeg, når jeg har lyst. Jeg er ikke systematiker. Jeg tror ikke på inspiration, men på arbejde, hårdt arbejde.

Jeg skriver fra en ende af. Jeg begynder med en sætning, som har rummesteret i mit hoved i nogen tid. Derefter går det over stok og sten, og bagefter gælder det om at smide væk, beskære og vælge, skrive om, rette og læse højt for sig selv på bånd og derefter lytte igen og igen.

Mens jeg skriver, ved jeg ikke, hvad jeg egentlig vil med det hele, så når dagen er gået, er det sjovt at læse, hvad det egentlig var, der kom op nede fra dybet.

Den første bog er meget stor, man drømmer om den om natten, at det ikke er sandt, det er bare noget, man har drømt. Man er så lykkelig og føler sig virkelig som forfatter. Bog nummer 2 er ikke det samme.

Jeg har fået stor hjælp af kurser i Dansk forfatterforening gennem årene.

Jeg skriver i køkkenet, vi er kun to i huset, og jeg kan få fred alle steder.

Jeg samler på bøger om at skrive, især amerikanske. Desuden har jeg læst Erica Jong´s dagbøger på nettet, jeg har printet dem og brugt dem meget også til undervisning.

Mine personer kommer ud af det blå, og jeg har dem kun, mens jeg skriver om dem.

Jeg samler artikler, bøger og oplysninger alle vegne. Jeg låner ca. 40 bøger, især fagbøger, hver måned. Jeg låner på to forskellige biblioteker, og jeg søger naturligvis også flittigt på nettet.

Jeg fik stor støtte fra Forlaget Modtryk i de første år. Nu vil jeg gerne bestemme alt selv, og derfor har jeg valgt at udgive e-bøger.

Jeg har en IDEBOG. En rød silkeindbundet kinabog, hvor jeg skriver mine idéer i samme øjeblik, jeg får dem. Den går jeg tilbage til, når jeg begynder på noget nyt. Jeg bruger mindmaps, sedler på væggen, lister og noter i store og små kinabøger.

Jeg foretrækker fagbøger. Jeg låner ofte i genrer, der ligger mig meget fjernt, men derved får jeg udvidet min horisont, så den bliver så vid og stor, man ikke så let forveksler den med en glorie.

For min fornøjelse læser jeg krimier, jo værre jo bedre. Jeg har ingen yndlingsbøger, jeg er bogsluger og læser gerne alt.

Forfatteren: Ragnhild Bach Ølgaard